Kolding Egnsteater og Museum Kolding indbyder til en spændende aften i modens tegn torsdag d. 18. november, hvor du kan blive meget klogere på fremtidens mode. Her kan du møde de nyeste uddannede modedesignere fra Kolding Designskole til forskellige talks under temaet fremtidens mode, se præsentationer af deres kollektioner, opleve modeshow-film produceret om alle året modeafgangsprojekter og deltage i en eksklusiv rundvisning i Designskolens afgangsudstilling.
Eventet foregår torsdag d. 18. november fra kl. 18-21 og indeholder forkælelse for alle sanserne:
Mød op kl. 18 på Museum Kolding – Staldgården og få en guidet rundvisning i Designskolens afgangsudstilling TRANSFORM, hvor du kan møde ca. 90 forskellige afgangsprojekter, der indeholder alt fra modekollektioner til møbler, materialeeksperimenter og fremtidsscenarier og få en intro til, hvordan de tænker og arbejder på Designskolen.
Fra kl. 18.30 vil Kolding Egnsteater byde indenfor i deres luksuriøse rammer og skyde anden del af aftenen i modens tegn i gang med drinks og tapas i barsalen. På teateret vil også blive fremvist modeshowfilm om alle modeafgangsprojekterne.
Mellem kl. 19 og 21 vil der være præsentationer fra de forskellige designere, der vil fremvise deres smukke og spændende modekollektioner, fortælle om deres proces og om de emner, der berører dem under temaet fremtidens mode.
Lær mere om hvad der går ind i at skabe en kollektion med formål, hvordan designerne arbejder, hvilke processer og metoder de har været igennem og hvad der lægges vægt på i uddannelsen af fremtidens store modedesignere.
Hør også mere om hvordan bæredygtighed og mode kan kombineres, hvordan affaldsmaterialer kan blive til haute couture, hvordan man kan designe emotionel tilknytning ind i beklædningsgenstande og hvilke udfordringer man står over for som ny designer på vej ind i modebranchen.