PREMIERE PÅ KOLDING EGNSTEATER! Produceret af Det Skumle Pladeselskab
De to parterapeuter Anne-Lene og Torben Lydiksen (gift på 32. år), turnerer landet rundt med deres foredrag: “Hjælp, vi er gift!”.
Et foredrag med finurlige kønsbetragtninger, morsomme sange og illustrative scener, der kommenterer parforhold/ægteskab og tilbyder gode råd og kontant vejledning til hvordan man kommer videre, såfremt samlivet er gået lidt i stå.
Ægteparret ser sig selv som eksperter på alle tænkelige områder og har en klar ramme for, hvordan aftenen skal forløbe. Anne-Lene og Torben er desværre løbet ind i problemer forud for dagens optræden. Problemer, der udvikler sig i løbet af forestillingen. Bilen er brudt sammen, de forkerte kufferter er medbragt, den voksne datter ringer og vil låne penge, den ene mistænker den anden for at ha’ en affære m.m.
Som aftenen skrider frem stiger stressniveauet på scenen og “samlivseksperterne” har mere end svært ved at leve op til de fine ord, når deres eget forhold knager i fugerne. Alle forsøg på at skjule uenighederne for publikum falder til jorden i takt med at skeletterne vælter ud af (ægte)skabet.
Stærkt underholdende… og lige lovlig ærligt!
Medvirkende: Trine Gadeberg & Jan Svarrer
Manus/Instruktion: Vase og Fuglsang
Producent: Det Skumle Pladeselskab
2 x 45 min. med pause