På loftet sidder krisen
– årets julecabaret på tour
For tredje gang kommer Cafe Livas traditionsrige julecabaret på landsdækkende turné.
Og atter bliver samtlige af julens traditioner, fortællinger, religiøsitet og baggrunde kastet skævt og sort-satirisk op i luften, uden nogen som helst garanti for, hvor de lander – thi:
Vi lever i krisernes vakuum, hvor verden er om muligt endnu mere af lave end før i verdenshistorien, som journalister uden historisk ballast plejer at kalde det – og det ser rigtig nok sort ud:
Atter krig på Europæisk jord; klimakrise med udsigt til jordens undergang; og samtidig rokker konspirationsteorier og generel polarisering ved tingenes tilstand – men den største krise i de små familier er nu engang:
SÅ er det jul igen!
Og hér opstår så følgende spørgsmål:
Er udtrykket ”en hvid jul” mest krænkende for klimaet eller bare bundracistisk?
Bør sangen ”Jeg så julemanden kysse Mor” ikke både undergå et #metoo-tjek og lige generelt kønsopdateres?
Mon Christiansborgs største julefrokost bliver løsgængernes, nu hvor de efterhånden udgør den Folketingsgruppe med flest medlemmer?
Medvirkende:
Karsten Jansfort, Thomas Pakula, Morten Wedendahl og Jacob Morild
Instruktion og manuskript: Jacob Morild